Minecraft Challenge: Byg din fremtid!

Dansk Arkitektur Center, Bryghuspladsen 10, 1473 København K

Kom og byg i TrierGamings map, når Dansk Arkitektur Center sammen med BIG i efterårsferien stiller spørgsmålet: Hvilken arkitektur ønsker I for JERES fremtid?

I er endt på en øde ø – hvordan får I de sparsomme ressourcer til at række? Og undgår at udløse dommedag?

De to brødre Mikkel og Emil Trier, bedre kendt som TrierGaming, har sammen med arkitekterne fra BIG bygget et Minecraft univers op omkring nogle af de udfordringer arkitekturen står overfor i fremtiden.

Kom og vær med til at bygge den fremtid I ønsker!
Sammen skal vi løse udfordringer som oversvømmelser, biodiversitet og stigende befolkningstal i byerne, og nørde rundt i Trierbrødrenes map, når vi bygger vores visioner og ideer i Minecraft.

Ta’ hele familien med i DAC i efterårsferien! Kig de store børn over skulderen i Minecraft workshoppen, gå på opdagelse i BIG-udstillingen og byg løs i LEGO poolen. Eller læg vejen forbi Educatoriet, hvor der er Åbent familieværksted hele efterårsferien – også for de mindste søskende.

Praktisk

  • Der er plads til 50 børn til hver workshop
  • 13. - 20. oktober.
  • Minecraft workshoppen varer 1,5 time: kl. 11-12:30, 12.30-14, 14-15.30 og 15.30-17
  • Alder: fra 7 år.
  • Workshoppen er gratis for børn, men book en billet så vi ved hvor mange der kommer
  • Børn under 12 år skal være i følgeskab med en voksen 
  • Voksne går gratis ind med Klub-kort, eller kan købe billet ved ankomst til DAC. 
  • Mødested: Salen

I forbindelse med årets C40 Mayor summit har BIG (Bjarke Ingels Group) og TrierGaming indkaldt alle børn til at bygge fremtiden. I denne online build konkurrence dyster deltagerne om at lave det bedste bæredygtige build i Minecraft. Konkurrencen løber d. 21- 29. september, og kulminerer d. 12. oktober i et stort event på Dansk Arkitektur Center. Eventet er kun for de udvalgte deltagere, men kan følges online på LIVE streaming, og afprøves resten af efterårsferien på Dansk Arkitektur Center.