I soloværket Music for Traumatized Instruments tager komponist, lydkunstner og multiinstrumentalist Morten Riis sine familiemedlemmers egne traumatiske oplevelser som et personligt og sårbart udgangspunkt. De instrumenter, som Riis tager i brug i løbet af værket – en violin, en melodika, en blokfløjte – har alle tilhørt familiemedlemmer, der hver især har oplevet forskellige traumer, og på den måde forsøger Riis med sit værk at besvare et helt konkret, omend meget komplekst spørgsmål: Er det muligt at menneskelige traumer indlejres og nedarves i fysiske objekter?

Igennem en minutiøs undersøgelse af sprækker og revner i instrumenternes ydre og indre, forsøger Riis med Music for Traumatized Instruments at gå i dialog med instrumenterne og deres traumer og forhåbentligt besvare dette vanskelige spørgsmål. Hvis svaret er ja, hvordan kan man så komme i kontakt med disse traumer? Hvordan kan man spørge ind til dem, bearbejde dem?

Værket bliver gennem interaktionen med disse spørgsmål både en spekulativ undersøgelse af instrumenternes porøse materialitet, der peger i retningen af objekternes egen agens, samt et forsøg på sanseligt at forbinde sig med en fortid, der kan være svær at komme i kontakt med, og en række erindringer og erfaringer, der måske allerede er ved at være glemt. Særligt udvikle mikrofon- og mekaniske præpareringsteknikker tillader at komme helt tæt på selve det stof, instrumenterne er gjort af, og videoprojektioner spiller en helt central rolle i værket.

Fotokreditering: Morten Riis

Engelsk:
In the solo work Music for Traumatized Instruments, composer, sound artist, and multi-instrumentalist Morten Riis takes his family members' own traumatic experiences as a personal and vulnerable starting point. The instruments that Riis uses in the course of the work – a violin, a melodica, a recorder – have all belonged to family members who have each experienced different traumas, and in this way, Riis tries throughout the work to answer a very concrete, albeit extremely complex question: Is it possible that human trauma is embedded in- and inherited through physical objects?

Through a meticulous examination of the cracks and fractures in the instruments' exteriors and interiors, Riis tries to enter into a dialogue with the instruments and their traumas and hopefully answer this difficult question. If the answer is yes, how can one get in touch with these traumas? How can one interrogate them, process them?

Through the interaction with these questions, the work becomes both a speculative investigation of the porous materiality of the instruments – an investigation which points to the inherent agency of the objects – as well as an attempt to sensually encounter a past that can be difficult to come into contact with, and a series of memories and experiences that may already slowly and progressively be forgotten. Specially developed microphone and mechanical preparation techniques allow for the performer to get as close as possible to the very substance that the instruments are made of, and video projections play a crucial role in the work.