Persisk avantgardepoesi (inkl. middag)

22 aug 2018 kl. 17:00 - 21:00

Litteraturhuset, Nybrogade 28, 1203 København K


Litteraturhuset byder på en aften i den persiske avantgardepoesis tegn.

En litterær verdenssensation har ramt Danmark.

Iransk avantgardedigtning udkommer på dansk i en ny fyldig antologi, der ikke findes på noget andet sprog end ikke på persisk.

Digter og redaktør af antologien Omid Shams flyver ind fra England for at deltage og fortælle om den iranske avantgardebevægelses tendenser gennem de seneste 100 år i samtale med professor i Iransk historie på Københavns Universitet, Rasmus Chr. Elling.

Dernæst vil Omid Shams og antologiens oversætter Shekufe Heiberg læse op af samlingens digte på begge sprog, persisk og dansk, samt vise billeder og videosekvenser fra den tid og de steder, hvor digtene blev født.

Arrangementet tager udgangspunkt i bogen "Persisk A=V=A=N=T=G=A=R=D=E Poesi 1930-2015", som netop er udkommet på forlaget Antipyrine.

Efter arrangementet er der fælles spisning af et iransk middagsmåltid sammen med aftenens deltagere.

Det persiske køkken er kendetegnet ved dets brug af krydderurter, milde krydderier og mange slags grønsager serveret på fade, som vi denne aften efter persisk tradition skal deles om. Middagen er inklusiv valgfri drikkevarer.

Om aftenens medvirkende:

Omid Shams er iransk forfatter, kunstner, litterær kritiker, MA i Amerikansk litteratur og litterær oversætter. Han har bl.a. oversat Ginsberg og Bergstein til persisk og været redaktør på adskillige litterære tidsskrifter. Omid Shams måtte forlade Iran grundet sit politiske og litterære virke og var i 2014-2016 bosat i Århus som fribyforfatter. Han bor nu i England, hvor han studerer PhD på Portsmouth University.

Shekufe Heiberg er dansk-iransk oversætter, forfatter og forlægger. Hun har en MA i Litteraturvidenskab med speciale i litterær oversættelse og har tidligere oversat Nader Ebrahimis lyriske prosa og Hoda Hadadis digte, samt en række børnebøger til dansk. Shekufe Heiberg har udgivet to digtsamlinger og driver til dagligt Forlaget Uro.

Rasmus Chr. Elling er Lektor i Mellemøststudier og Global Urban studies og har bl.a. arbejdet indgående med byrum og kultur i den iranske olieby Abadan. Rasmus Elling har boet i Iran gennem en lang årrække og er er passioneret formidler og kender af iranske historiske og kulturelle forhold.



Billet

Salg lukket