Rockgiganter og mikrobryg (4:9) - Foredrag om Prince

11 apr 2018 kl. 19:00 - 21:00

Ragnarock - Museet for pop, rock og ungdomskultur, Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde


Til gode fortællinger hører sig en smagfuld mikrobryg – så lytter man bedre og nyder mere! I 2018 serverer vi den anden onsdag i hver måneden et glas af den gyldne væske og sætter spot på et udvalg af rockhistoriens allerstørste navne; bands og kunstnere, der gennem deres virke har flyttet grænser, udforsket, afsøgt, forundret, forarget, er gået forrest og taget os med på en særlig musikalsk rejse. Selvom listen heldigvis er lang, og der har været flere fravalg end valg, kan vi her præsentere en række fortællinger om kunstnere, hvis fortællinger rummer ikke bare historien om deres eget virke, men også giver os et unikt indblik i de sidste 50 års (musik)historie. Mød Rockens Giganter!

Prince – ”Han kunne alt”
Princes musik overskred grænser mellem genrer, køn og alder. Han var en eminent guitarist og producer og skrev sange, som millioner synger med på. Hitsange som ’When Doves Cry’, ’Kiss’ og ’The Most Beautiful Girl’ gjorde ham til superstjerne, men han holdt sig væk fra rampelyset og omgav sig helst med få nære venner og musikere i Paisley Park-komplekset i Minneapolis.

Måske derfor føltes chokket så stort, da han døde blot 57 år gammel i april 2016. Ingen havde set det komme, og det var et tab, der kunne mærkes på fans og andre musikere verden rundt.
Den daværende amerikanske præsident, den soul-og funkelskende Barack Obama, udtrykte sin beundring for Prince på denne måde:

”Prince var en af de mest begavede musikere i vor tid. Han kunne alt. Funk. R&B, Rock and roll. Han var en virtuos instrumentalist, en fantastisk bandleder og smittende at følge på en scene”.
Foredraget placerer Princes musik i musikhistorien som en Rockens Giganter. Vi søger rødderne til hans personlige fortolkning af funk, soul og rock og følger en kreativ udvikling, der særligt i 1980’erne placerede ham som en alle tiders største stjerner. Rækken af mesterlige album anført af ’Purple Rain’, ’1999’, ’Parade’ og ’Sign O’ The Times’ hører til i enhver pladesamling. Der bliver også afstikkere til film, sangskrivning, teknologi og hans forhold til kvinder. Desuden ser vi på arven efter Prince, som både er konkret og emotionel.

Aftenens foredragsholder er Niels ’Fez’ Pedersen, journalist og radiovært. Han står bag de musikhistoriske serier ’Den Store Poptur 1 og 2’ på DRs P7 Mix og ’P6 Beat City’. Han skriver desuden om mode for Politiken.

Kommende foredrag i rækken af 'Rockgiganter og mikrobryg' er:

11/4: Prince v. Niels 'Fez' Pedersen
9/5: Dizzy Mizz Lizzy v. Jan Poulsen
12/9: Madonna v. Klaus Lynggaard
10/10: Nirvana v. Anders Bøtter
14/11: Led Zeppelin v. Jørgen Angel
12/12: Elvis v. Bertel Nygaard

Den angivne billetpris er pr. arrangement.

Billet

Salg lukket