Rockgiganter og mikrobryg (9:9) - Foredrag om Elvis

12 dec 2018 kl. 19:00 - 21:00

Ragnarock - Museet for pop, rock og ungdomskultur, Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde


I 2018 lancerer RAGNAROCK en serie af aftener med de stærkeste fortællinger om rockhistoriens største navne, hver gang serveret med et godt glas mikrobryg. Nu er vi kommet til årets niende og sidste foredrag - denne gang om Elvis Presley.

Det kommer til at gå lige i mellemgulvet, når højttalerne på RAGNAROCKs eventscene slipper kræfterne løs og lader den buldrende, bankende rockhistorie fylde rummet. I en serie på i alt ni aftener vil nogle af Danmarks mest vidende rockeksperter i løbet af året fortælle sig gennem dansk og international rockhistorie i ord, billeder og musik, med afsæt i de største navne – og med volumenknappen vredet godt rundt.

Med til oplevelsen hører hver gang et godt glas friskbrygget øl fra det nyetablerede, ultralokale Musicon Mikrobryggeri, som brygger øl med håndkraft og høje mål for kvaliteten. Ligesom rockens største navne har flyttet grænser i musikken, har det lille bryggeri en ambition om at skubbe grænserne for øl.

Onsdag den 12. december kl. 19 gælder det Elvis, som Bertel Nygaard fortæller om.

”Rullekongen”

Den nye rock’n’roll-musik var et støjende djævelskab. Og djævelskabens ypperstepræst var en 21-årig tidligere elektrikerlærling fra USA, der fik teenagerne til at gå amok med sine vilde sange og danse. I sommeren 1956 blev Elvis Presley pludselig kendt verden over. Og selv om man de fleste steder endnu knap kendte hans musik eller optræden, mente mange alligevel at vide, at han på én gang var for ’sort’ af en hvid at være, for kvindagtig af en mand at være, for seksuel til at optræde foran unge kvinder, for ung – kort sagt: for uvant og farlig. Allerede tre år senere kunne det pæne danske ungdoms¬blad Tempo præsentere ”vores allesammens Elvis Presley” som et forbillede. Ikke kun Elvis, men samtidens herskende værdier havde flyttet sig dramatisk. Nu var ung pop ok, hvis bare den var blød. I slutningen af 1960’erne blev Elvis relanceret som levende rocknostalgi, og frem til sin død i 1977 vekslede han mellem den rolle og en ny tids stempling af ham som et ”popringvrag”.

Fortællingen om Elvis rummer rockmytens enhed af ungdomsrebelske storm og tragisk forfald. Men hele vejen igennem havde han utallige stemmer og roller i dialog med hele kataloget af amerikansk og vestlig populærmusik. I foredraget præsenterer kulturhistorikeren Bertel Nygaard nogle af Elvis’ mange sider i et musikalsk og kulturhistorisk perspektiv – både i musikkens amerikanske hjemsted og i det lille danske hjørne af Elvisfænomenets globale historie.

Det samlede program for 'Rockgiganter og mikrobryg' ser således ud:

10/1: Rolling Stones v. Mikkel Falk Møller
14/2: David Bowie v. Jan Poulsen
14/3: Gasolin v. Thomas Ulrik Larsen
11/4: Prince v. Niels 'Fez' Pedersen
9/5: Dizzy Mizz Lizzy v. Jan Poulsen
12/9: Madonna v. Klaus Lynggaard
10/10: Nirvana v. Ander Bøtter
14/11: Led Zeppelin v. Jørgen Angel
12/12: Elvis v. Bertel Nygaard

Den angivne billetpris er pr. arrangement.

Billet

UDSOLGT