ROCKGIGANTER OG MIKROBRYG - GASOLIN´

27 nov 2019 kl. 19:00 - 21:00

Ragnarock - Museet for pop, rock og ungdomskultur, Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde

Rockgiganter og mikrobryg – Gasolin - ”Masser af succes”

Tag med på en rejse ind i historien om bandet Gasolin’, der startede som et ”miljøband” i den københavnske undergrund, tegnede kontrakt med et multinationalt pladeselskab og tog på et succesridt, der varede uafbrudt fra 1971-1978. Kun et mislykket forsøg på et gennembrud i USA viste, at Gasolin’ trods alt var menneskelige. Thomas Ulrik Larsen beretter i fortælling og sange om bandet, der kombinerede højskolesangbogen med Jimi Hendrix og satte standarden for rocksangskrivning, idoldyrkelse og pladesalg i 1970’ernes Danmark. Folkeligt, syret, dybt og pjattet – Gasolin’ kunne og var det hele, og de var ikke nærige med deres gaver. For trods alt handlede det om at give ”det bedste til mig og mine venner”. Krydret med både live-musik og indspilninger, inviterer vi på en fabelagtig tur gennem dansk musikhistorie og Gasolins fængende univers.

Thomas Ulrik Larsen er uddannet ved Institut for musikvidenskab i København, samt ved det Kongelige Danske musikkonservatorium. Udover at afholde musikforedrag er Thomas Ulrik Larsen sanger, sangskriver, guitarist og skribent samt musikskolelærer. Sideløbende driver han virksomheden ”Foredrag om rockens mesterværker”.

Aftenen er både for de helt store Gasolin’ fans, for dem der ikke har det helt store kendskab til orkestret og for alle ind imellem.

ROCKGIGANTER OG MIKROBRYG

Ti rockgiganter er på programmet i 2019, og nogle af landets bedste og mest vidende fortællere udfolder deres historie i ord, billeder og musik – og med volumenknappen vredet godt rundt. Nysgerrige musikelskere kan glæde sig til levende fortællinger om kunstnere, som har raget særligt op, skubbet grænser og åbnet nye musikalske universer.

Med til oplevelsen hører hver gang et godt glas øl, friskbrygget særligt til RAGNAROCK fra det nyetablerede, ultralokale Musicon Mikrobryggeri, som brygger øl med håndkraft og høje mål for kvaliteten. Ligesom rockens største navne har flyttet grænser i musikken, har det lille bryggeri en ambition om at skubbe grænserne for øl.

ROCKGIGANTER OG MIKROBRYG - GASOLIN´ UDSOLGT