Rummet, tiden og mennesket. Visionssalon om kunst i offentlige rum

29 jan 2019 kl. 18:00 - 19:00

Mærsk Tårnet - Københavns Universitet, 3b Blegdamsvej, 2200 København

UDSOLGT Visionssalon om Ragnar Kjartanssons 'Figures in Landscape' og kunst i offentlige rum.

Den islandske kunstner Ragnar Kjartansson i samtale med Anders Kold, Museumsinspektør på Kunstmuseet Louisiana.
D 29.1 indvies den islandske kunstner Ragnar Kjartanssons 168 timer lange videoværk 'Figures in Landscape' i Mærsk Tårnet i København. Værket er skabt specifikt til Mærsk Tårnet.

Værket kan opleves på stedet til salonen, hvor Ragnar Kjartansson fortæller om arbejdet med sit uge lange videoværk i en samtale med Anders Kold, museumsinspektør på Louisiana.

OM KJARTANSSON OG 'FIGURES IN LANDSCAPE'.
Kjartanssons værk Figures in Landscape er en uge lang film, hvor kittelklædte skuespillere bevæger sig gennem syv forskellige håndmalede scener i et episk landskab – et for hver af ugens dage. 

Det stedsspecifikke filmværk afspilles døgnet rundt, og kunstneren forklarer, hvordan værket er inspireret af forskningens heroiske mål sat overfor forskernes hverdagsliv. Kunstneren har ønsket at skabe et værk, der lever og ånder med bygningen, og værket kan derfor tilgås flere steder i bygningen som et ur eller pauseskærm.

Ragnar Kjartansson (f. 1976) trækker på hele det kunstneriske spektrum i sin performative praksis. Både film-, musik- og teaterhistorien, litteraturen og den visuelle kultur finder vej til hans videoinstallationer, langstrakte performances, tegninger og malerier. Iscenesættelser med islæt af henholdsvis tragediens og komediens patos og humor er et gennemgående kendetegn i Kjartanssons kunstneriske praksis, hvor ønsket om at skabe oprigtige og stærke følelsesmæssige oplevelser hos sit publikum er i centrum.

Ragnar Kjartansson bor og arbejder i Reykjavík. Han har haft soloudstillinger på Reykjavík Kunstmuseum, Barbican Center, London, Hirshhorn Museum and Sculpture Park, Washington DC, Musée d'Art Contemporain de Montréal, Palais de Tokyo, Paris, the New Museum, New York, Migros Museum of Contemporary Art, Zürich, Fondazione Sandretto Re Rebaudengo, Torino, Frankfurter Kunstverein og BAWAG Contemporary, Wien.

Kjartansson deltog i Det Encyclopædiske Palads på Venedig Biennalen i 2013, på Manifesta 10 i Skt. Petersborg, Rusland i 2014, og repræsenterede Island på Venedig Biennalen i 2009.

Salonen foregår på engelsk.

Visionssaloner er Bikubenfondens debatformat på billedkunstområdet. Salonen om kunst i offentlige rum er blevet til i tæt samarbejde med KØS Museum for kunst i offentlige rum, Bygningsstyrelsen og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
Læs mere på www.bikubenfonden.dk


Rummet, tiden og mennesket. Visionssalon om kunst i offentlige rum.

Salg lukket