S.O.S. ISBJERG – Nordatlantiske Filmdage 2020

05 mar 2020 kl. 20:00 - 22:00

Nordatlantens Brygge, Strandgade 91, 1401 København

S.O.S. ISBJERG / S.O.S. EISBERG


Nordatlantiske Filmdage 2020 åbnes med tyske Arnold Fancks spektakulære ekspeditionsdrama, der blev optaget i Grønland i 1933 med Leni Riefenstahl i hovedrollen.


Den senere både berømte og berygtede filminstruktør Leni Riefenstahl spiller den heltemodige pilot Hella Lorenz, der kaster sig ud i en vovet rejse til Grønland for at redde den ekspedition, der skulle opspore hendes ægtemand, professor Lorenz. Og hun må ty til hjælp hos de lokale kajakroere og den berømte pilot Ernst Udet (der spiller sig selv), hvis redningen skal lykkes.

Den tyske forbindelse
Det spektakulære, nervepirrende og fornemt fotograferede ekspeditionsdrama S.O.S. Isbjerg blev indspillet ”on location” i Grønland og instrueret af Arnold Fanck, der også er kendt for en række tyske bjergfilm fra 1920’erne. Før visningen introduceres filmen og festivalens hovedserie Den tyske forbindelse af filmdagenes leder, Birgir Thor Møller.

Festivalen åbnes af Bettina Senff, leder af Goethe-Institut Dänemark, og efter filmen byder instituttet i samarbejde med Tysklands Ambassade på en forfriskning.


Arrangementet

Filmen (s/h) varer 90 min. og har engelske tekster. 
Arrangementet inkluderer oplæg/taler og varer i alt ca. 120 min. 
Salen og filmcaféen åbner 45 minutter før visningen.


Nordatlantiske Filmdage 2020: Den tyske forbindelse

5.-15. marts præsenterer Nordatlantiske Filmdage spillefilm, dokumentarfilm og kortfilm fra Færøerne, Grønland og Island, tilsat oplæg, instruktørbesøg og debat. Denne visning indgår i og åbner årets hovedtema: Den tyske forbindelse, der er arrangeret i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark og er en del af det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020.


Nordatlantens Venner
Der er en billetrabat på 25% til medlemmer af Nordatlantens Venner. Billetter købt med denne rabat skal fremvises sammen med et gyldigt medlemskort ved indgangen.