SAXBO 90 | Thesalon

03 nov 2019 kl. 14:00 - 16:00

Gammelgaard, Gammel Klausdalsbrovej 436, 2730 Herlev

I anledning af SAXBO 90 inviterer vi søndag 3. november indenfor til en thesalon, hvor vi fortolker den klassiske, engelske afternoon tea sammen med inspirerende samtaler om Saxbo.

I thesalonen giver vi mulighed for at indlede med lækkerier fra køkkenet i Café Gammelgaard, der serverer finger sandwiches, sprøde scones og fristende lagkage frit efter Svinkløv Badehotel.

Til denne udgave af thesalonen skal vi efterfølgende både en tur til Asien og dykke ned i den personlige førstehåndsberetning om Saxbo.

Lillian Binderup Jensen, der er den sidste praktiserende Saxbo-keramiker, beretter om hverdagen på Saxbo, mens Anders Uhrskov, der er Nathalie Krebs’ gudsøn, Saxbo-samler og tidligere direktør for DIS, deler ud af sin store viden om Saxbo, når han viser rundt i den aktuelle udstilling og fortæller historierne om de mange værker, der er indlånt fra hans samling.

Og til sidst giver Mirjam Gelfer-Jørgensen, tidligere overbibliotekar ved Designmuseum Danmark, os et særligt indblik i Nathalie Krebs’ østasiatiske inspiration og Saxbos fornemme position som et af Danmarks internationalt bedst kendte keramiske værksteder.

Du kan læse nærmere om den aktuelle udstilling HER.

• • • • • • • •

Arrangementet indgår som en del af efterårets udstilling på Gammelgaard, SAXBO 90, der fra 13. september - 24. november fortæller historien om Saxbo-keramikken og kvinden bag, Nathalie Krebs.

Udstillingen er støttet af 15. Juni Fonden, Augustinus Fonden, Fonden Herlev Bladet, Knud Højgaards Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond, Toyota Fonden & Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.