Seminar "On The Road - Processens væsen"

01 mar 2020 kl. 13:00 - 19:00

The House for Art and Design, Nørrebrogade 1, 7500 Holstebro

Vejen til værket er forskellig for os alle, men som kunsthåndværkere og designere har vi det til fælles, at vi hele tiden er ”On the Road”. I vores søgen efter værket færdes vi på vejen mellem tankestrøm, intuition, inspiration, frustration, opdagelse, benspænd, erfaring og passion. Denne proces er ofte kun synlig for den udøvende kunsthåndværker eller designer, og opleves eller formidles sjældent til publikum. Kunsthåndværkeren og designerens identitet kan udfoldes gennem leg med materialet, undersøgelse af form, farve, tekstur og lyd - sansernes

tilstedeværelse er ofte uundgåelig. Det kan være tilstande som: Følelsen af flow eller fuck up, Forløsning, Tvivl der gnaver, Tanker i rækker, Øjebliksbilleder, Blindgyder eller Kontinuerlig bevægelse. Vi er konstant på farten, på jagt efter nye sider af faget, materialet og os selv.

I forbindelse med udstillingen afholdes dette seminar, hvor Danske Kunsthåndværkere & Designere, Region Midt - har inviteret andre aktører fra kunstscenen ind for at tage en dialog om processens væsen, for at blive lidt klogere på emnnet og nuancerne. Oplægsholderne er valgt for at give en dybde og en bredde, samtalen bliver modereret af Sarah Jarsbo.

Biletten inkluderer kage og frugt.


Program:

  1. Sarah Jarsbo - Moderator
  2. Julie Bach, Tekstilkunstner og Designer 
  3. Ulrik Skeel, Odin Teatret
  4. Jette Geil, Billedkunstner
  5. Sarah Jarsbo + Julie Bach + Ulrik Skeel + Jette Geil

Arrangementet er sponsoreret af Camillasdiner.dk

Om oplægsholderne:

Moderator:

Sarah Jarsbo 

Daglig leder af Bylivskontoret og Forkvinde for Sydhavnen, Århus.

Studerer Diplom i Ledelse og organisationsudvikling- Kulturledelse på Efter-og  videreuddannelse, Via University College.

OPLÆG

Julie Bach  

Tekstilkunstner og designer

Udstiller

Åndehuller

Den kreative proces starter for mig ofte med en fornemmelse. I vinteren 2017 blev min fornemmelse af, at jeg skulle til Grønland stærk igen. På to researchrejser undersøger jeg tegn på identitet og syhåndværk i Grønland, hvor mit liv begyndte. I udviklingen af nye skulpturer var jeg nysgerrig på hvilken indflydelse ens omgivelser har på udviklingen af ens identitet: landskabet og familien. Og hvad er forbindelsen mellem mit håndværk: syning og den grønlandske sytradition, som jeg altid har beundret? På seminaret fortæller jeg om mine undersøgelser af gamle arktiske sytraditioner og udviklingen af egne værker med afsæt i min personlige forbindelse til Grønland.

www.juliebach.dk


Ulrik Skeel

Odin Teatret

On the Road – processens væsen

Til at begynde med ved man ingenting. Man er i mørket. Man er i fare. Der er ikke andet at støtte sig til end én selv. At man kan. At man kan gå frem. At man vil finde vej, selvom alt er mørkt nu, og man ikke aner, i hvilken retning man skal gå for at finde vej. Man ved, at man ikke skal bukke under for angsten. Man skal tværtimod være stærk. Man skal hanke op i sig selv. Man kan ikke bare sige, at man tror, at man kan. Man skal sige, at man kan, og at man vil.

For det er et værk, der skal laves, skabes. Et værk, der er levende. Et værk, der kan bruges. En ting i verden. Som en stjerne, en frø, der kravler over et grønt blad, en lille, hvid blomsts kronblade, en fisk med brune, nysgerrige øjne og violetskinnende skæl.

www.odinteatret.dk

Jette Gejl 

Billedkunstner

Selv det personlige og idiosynkratiske er dybt forankret i struktur og regler. Men hvilke?

Ofte tager et nyt værk afsæt i et allerede eksisterende værk, eller en idé - indskydelse som det nye vokser ud fra og forankres udtryksmæssigt med markører og i materialer som kendetegner den enkelte kunstner. Enkelte gange får man en ustyrlig lyst til at gøre noget andet, vildt, overraskende og modigt og kaste alle regler og erfaring over styr og skabe noget man ikke selv har set før. Men hvor frie kan vi egentlige blive i den kreative proces? Hvilke strukturer styrer os i vores bestræbelse på at skabe. Hvordan kan vi arbejde os omkring dem og tilegne os nye forståelser af vores kreativitet?

www.jettegejl.dk