STRIK & DRIK

10 okt 2019 kl. 18:00 - 21:00

Gyldendal, indgang gennem porten, Pilestræde 51, Trykkeriet, 1001 København K

STRIK & DRIK

”„På din maske skal jeg kende dig.“ Men hvilken maske skulle jeg selv diske op med i Risør? Kierkegaards pseudonymer var gengroede stier. Skulle jeg vedblivende spørge: Er det den samme dame, eller er hun en anden, som det gennemgående spørgsmål er i min bog med damen og enhjørningen? (…) Men jeg kunne jo også gøre mit indlæg til én lang strikkeopskrift, i perlestrik, ret og vrang, og lade den ene maske løbe efter den anden – for til slut at ende med ingenting. For dér, hvor masken løber, opstår et stort hul.” Suzanne Brøgger i Norsk Omelet, 2018.

Hæft dine huller, der hvor masken er løbet, og tag dine strikkepinde med, når Gyldendal afholder efterårets hyggeligste og striktastiske arrangement. Vi byder op til en aften med strik og drik. Vi har samlet det stærkeste strikkekyndige panel, der vil føre dig gennem aftenen sammen med portvin, bøger og garn.

Line Rix, der er grundlægger af det fashionable strikkebrand @KitCouture, vil fortælle om brandets koncept og præsentere det nye projekt Knit-for-Hope, hvor formålet er at give flygtningebørn tryghed og håb i form af en strikket bamse.

Sammen med Kit Couture har Lærke Bagger designet farverige sweatre, som du selv kan strikke. Nu producerer hun fantasifulde, perlebesatte trøjer i sit eget strikkestudie. Fantastiske damer som Miley Cyrus og Suzanne Brøgger bærer disse trøjer, se bare her: Instaopslag

Og det er også selveste Suzanne Brøgger, der kommer og er med til arrangementet denne efterårsaften. Når hun ikke har tråd og nål i hånden, sidder hun ved tasterne. Senest har hun udgivet essay- og notatsamlingen Norsk omelet, hvor hun bl.a. i et kapitel skriver om norsk strikkekrig, strikkede pussyhats og tabte masker. Hun vil læse op fra bogen og tale om litteratur og strik og alt derimellem.    

Til at styre samtalen mellem Brøgger og Bagger har vi inviteret den hæklende Hella Joof, der har skrevet livskloge bøger som Papmaché-reglen og Dage med mildhed, modgang og mirakler. I sin seneste bog, en almanak, har hun endda dedikeret en hel dag til strikning: ”Find din strikkekurv og slå nogle masker op. Strik lidt på må og få. Føles det ikke godt? Er der nogen, der trænger til en smart poncho i garnrester? Det er der altid nogen, der gør.”

Vi opfordrer alle jer striktusiastiske mennesker at medbringe jeres igangværende eller nye strikkeprojekter til en aften fyldt med strik, drik, debat, oplæsning, inspiration og bogtilbud.

Billetter til arrangementet kan købes her, og I vil få en goodiebag med gaver fra Kit Couture.

Vi strikkes ved til en ret vrangvittig aften med en times talk og en bar der holder åben til vi lukker.

PS. Al hækling og brodering er selvfølgelig ligeså velkommen som strikning

*Foto af Lærke og Brøgger/Anika Lori *Collage/Thiemer

STRIK m. Brøgger UDSOLGT