Struglaz

16 maj 2020 kl. 20:00 - 23:00

RUST, Guldbergsgade 8, 2200 København

Lørdag d. 16. maj rykker Struglaz ind på RUST og lægger op til en varm aften med en samlet crew-koncert på scenen. 

Line-up: Mund de Carlo, Annelise, Milad Genius, Omvendt Psykologi (Balthasar & Klaskefar), m.fl. 

I 2018 udgav holdet fra Nørrebro mixtapet ”20”, og mon ikke vi får lov at høre et par tracks derfra på aftenen blandet med alt det bedste fra bagkataloget. 

Omvendt Psykologi

Rapperne Balthasar og Klaskefar, blander skarpt skrevet battle-rap med ærlige personlige tekster på debut albummet ”Sagt på en anden måde” fra 2019. Pladen indeholder produktioner fra bl.a. DJ Noize og Milad Genius og viser hvor højt et rapteknisk niveau, vi kan prale af at have i herhjemme. 

Annelise

En af de få piger herhjemme, som er kommet for at rappe. Og hun rapper godt! Også live. Den orientalsk inspirerede lyd er skabt i tæt samarbejde Milad Genius, og har taget makkerparret rundt på scener i hele landet fra spillesteder til festivaler. Annelise har en energi, der er svær ikke at blive smittet af, og der kommer meget mere lyd fra hende i 2020. 

Milad Genius

Milad Genius er en dansk/iransk musikproducer, som i 1998 etablerede musikcrewet Struglaz. Han er fast live DJ for Mund de Carlo og Annelise, har haft en finger eller ti med i samtlige udgivelser fra Struglaz og også produceret/mixet/mastereret singler, EP'er og albums for en lang række forskellige danske artister. 

Mund de Carlo

Med flere anmelderroste udgivelser i bagagen både som soloartist, og som en del af duoen Binær har Mund de Carlo sat sit klare aftryk på scenen herhjemme. Senest udgav han i 2018 Nørrebroalbummet ’Hovedet på blokken’ produceret af Milad Genius, og i november 2019 landede Binærs andet album, ’Gods’. Hans ’Rap Godt’ trilogi forklarer, hvorfor han af mange anerkendes, som en af de skarpeste fra tanke til tunge i dansk rap.

16. MAJ  – RUST, NØRREBRO