Styrk din spontanitet! - 8 ugers kursus i improteater

14 sep 2019 kl. 14:30 - 17:00

Kulturhuset Islands Brygge, Islands Brygge 18, Lokalet "Undergrunden" i kælderen, 2300 København

STYRK DIN SPONTANITET - med improteater!

Er du træt af perfektionisme og dømmesyge? Brænder du efter at tage en chance - uden tanke for succes eller fiasko? Drømmer du om at være åben, spontan, kreativ og lattermild i selskab med nye mennesker?

Så er træning i improteater lige noget for dig!

På kurset træner vi teknikker til at improvisere monologer, dialoger og sketches ved hjælp af en lang række lege og improteaterøvelser. Træningen kan gavne i hverdagen for alle mennesker, også selvom man ikke har planer om at spille teater.

Improtræning giver dig selvtillid og inspiration til at sætte fantasien fri, stimulerer din evne til at reagere spontant i nuet, og giver dig mod til at kludre og begå fejl. Improtræning styrker dine sociale og kommunikative færdigheder og giver dig redskaber til at samarbejde kreativt med dine medmennesker - og ikke mindst så giver improtræning bare en masse energi, sjov og ballade!

Undervisningen henvender sig til absolutte nybegyndere, men ved afslutningen vil deltagerne sammen kunne improvisere kortere forestillinger. På en legende facon - og i trygge rammer - træner vi kunsten at bevæge sig ud i ukendt territorium: at improvisere.

Vi træner bl.a.: * At være opmærksomme og nærværende i nuet * At lytte til hinanden og samarbejde * At turde være spontan og bruge sin første ide * At have modet til at fejle * At udvikle gribende historier *  At skabe troværdige karakterer * Kort sagt: At improvisere sketches og forestillinger i fællesskab.

INGEN LEKTIER - BARE MØD OP
:-)

Deltagerne får mulighed for at runde kurset af med at spille en improviseret forestilling sammen - live foran publikum - som opvarmning for improensemblet Den Syngende Lussing.

Kurset forløber over 8 lørdage kl. 14.30-17.00:
14/9, 21/9, 28/9, 12/10, 26/10, 2/11, 9/11 og 16/11 med mulig optræden 18/11.
Pris: 800 kr.

Kursets undervisere er Sofie Skriver og Torben Stig Hansen, som begge er uddannet fra Improskolen KBH.

Sofie er improskuespiller i Improtesen, som har medvirket flere gange ved DM i Impro Comedy, og hun er desuden standupkomiker og visuel storyteller. Har udviklet mange satire- og comedykoncepter, senest online sketch show-universet KRØL. Med en uddannelse som film/tv-tekniker med speciale i foto, klip og grafik har Sofie fortalt historier på et professionelt plan i mere end 10 år som både fotograf, underviser og performer. Ydermere har hun et certifikat som life coach og i positiv psykologi.

Torben er improskuespiller i Den Syngende Lussing, som optræder fast på Kulturhuset Islands Brygge, og han har flere års erfaring med at facilitere workshops og kurser. Har arbejdet i teaterbranchen i 10 år som bl.a. administrator, PR- og produktionsmedarbejder, stage manager og fundraiser. Som journalist har Torben skrevet for bl.a. Information, Teateravisen, Sceneliv og Musikken og været studievært på KBH Universitetsradio. Han er redaktør af Improkalenderen på Facebook og medlem af bestyrelsen i Teaterhuset. Uddannet cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling.