Tango hyldest - en fejring af Astor Piazzolla

Islands Brygge 18, 2300 København
12 aug 2021 kl. 20:00 - 22:00
Billetter DKK 80,00
Billetter DKK 80,00

Til denne koncert fejrer vi Astor Piazzolla, som ville være fyldt 100 år i 2021. Han var en pionér inden for den moderne tango, og hans værker er spillet over hele verden. Med sine rytmiske finurligheder og jazzede og avantgarde klange, bidrog han med en hel ny lyd til tangoen, som ellers kun var noget man førhen dansede til.

Til koncerten kommer vi igennem alle tangoens følelsesregistre, lige fra de melankolske melodier til de passionerede og aggressive rytmer. Piazzolla spillede på bandoneon, og til aftenens koncert har vi fornøjelsen af at høre Marcelo Mercadante fra Argentina, som er en af de førende på instrumentet.

Line up:

Gustav Rey - sang
Martin Buono - guitar
Marcelo Mercadante - bandoneon
Erik Danciu - violin



GUSTAV REY (E/DK)
Sangeren Gustav Carl Rey Henningsen er uddannet flamencosanger i Sevilla hos Diego del Gastor og i Jerez de la Frontera hos Lorenzo Galvez ’El Ripoll’. Rey Henningsen har sidenhen medvirket i en lang række danseforestillinger og musikalske samarbejder inden for flamenco, argentinsk tango, latin, orientalsk musik og jazz. Han har senest arbejdet sammen med jazzpianisten Oscar Alvarez Rifbjerg og medvirker på dennes debutalbum ’Rompelo’. Rey Henningsen er ud over nærværende også aktuel i gruppen Åbne Pladser, der har specialiseret sig i at spille udendørs koncerter under coronatiden.

MARTIN BUONO (IT/DK)
Martin er uddannet på solistklassen ved Konservatoriet i København (DKDM) i 2015 med klassisk guitar som hovedfag. Martin er en af de mest aktive guitarister i Danmark, hvor han bl.a. har givet koncerter på Hofteatret og i DR koncertsal. Derudover har han stor erfaring i udlandet med koncerter i Kina, USA, England, Norge og Spanien. Det musikalske udgangspunkt ligger i den klassiske musik, men tager store hop ud af mange andre musikalske grene. Eksempler på dette er spansk flamenco, argentinsk tango, brasiliansk choro, etc. Disse forskellige genrer kommer til udtryk i forskellige ensembler og projekter.

MARCELO MERCADANTE (AR)
Marcelo er bandoneonist og er en sand fortolker af både den traditionelle tango og Astor Piazzollas mere moderne tango. Med andre ord en rigtig ”tanguero”. Han er uddannet i Argentina, men er bosat i Barcelona hvor han har sin musikalske base. Blandt hans mange forskellige musikalske projekter kan nævnes hans tangoquintet og hans samarbejder med flamencosangeren Miguel Poveda. Desuden er Marcelo også komponist og skriver sine egne tangoer.

ERIK DANCIU (RO/DK)
Violinisten Erik Theodor Danciu debuterede fra solistklassen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 2020. En super vitous violinist med flair for både det solistiske spil og det kammermusikalske spil. Til daglig er Erik Danciu kontraktansat i førsteviolingruppen i DR SymfoniOrkestret og stifter af Live Klassisk. 

Vil du se flere events?

Tilmeld dig her og modtag en række udvalgte events direkte i din indbakke