The White Album ○●○ Søndage i Sydhavnen

28 jun 2020 kl. 16:00 - 18:00

Pavillonen, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 2450 København SV

The White Album er nærværende nordisk folk. Det er kærlighed og humor i et følsomt univers, der emmer af melankoli og eftertænksomhed. Og det er - ikke mindst - den gode melodi og stemningen af mere end 20 års venskab mellem d’herrer Claus Arvad, Frederik Vedersø og Jakob Eilsø.   

Døre kl. 15.30 // Koncert kl. 16.00

●○●○●○●○●○●○●○●○●○

The White Album fejrer i marts 2020 deres 10 års jubilæum og markerer det med et nyt album og en omfattende turné, der bl.a. sender dem til Sydhavnen og Dansepavillonen.

Trioen startede deres karriere med at turnere England tyndt tilbage i starten af 10’erne, hvor de blot var tre mand med et hav af instrumenter i bagagen og en stak sange komponeret i sommerhuset. Sange der skulle stå alene og nøgne for sig selv uden den store produktion.

Bandet har haft succes både herhjemme og i udlandet med live shows, er spillet på diverse radiokanaler og har optrådt til prisuddelinger og tv-shows - heriblandt Kronprinsparrets Priser og Danmarks Radios store juleshow. 

●○●○●○●○●○●○●○●○●○

Søndage i Sydhavnen

’Søndage i Sydhavnen’ er en række søndagskoncerter hen over sommeren, hvor vi forener det nærværende og ærlige musikalske udtryk med det bedste, det grønne Sydhavn har at byde på; naturen, det simple samvær og det vildtvoksende kulørte.

Koncerterne foregår i vores populære dansepavillon, der oprindeligt tilhørte Skt. Hans Hospital, og som i dag står i Sydhavnen som en del af Karens Minde Kulturhus. En unik venue fyldt med atmosfære og glemte historier i træværket, som stadig – 100 år efter de vanvittige dansede i den – danner de smukkeste rammer for dans, fordybelse og fælles oplevelser.

Sænk skuldrene, tag en tur i det grønne og få en fantastisk musikalsk oplevelse.