DE SIDSTE FILM: JEAN-LUC GODARD OG PAUL VECCHIALI

En aften dedikeret til to af de største stemmer i fransk film, Jean-Luc Godard og Paul Vecchiali. De to filmskabere gik bort i henholdsvis 2022 og 2023, men på dødslejet nåede de hver især at indspille deres sidste film, som siden er udkommet posthumt. Det er umuligt at forlade en film af Godard ubeskadiget, ligesom man ikke kan forlade en film af Vecchiali uberørt. De var venner og kollegaer, og vi er stolte over at kunne præsentere deres afskedsværker sammen.

Scénarios + Exposé du Film annonce du film “Scénario” (Godard)
Da Jean-Luc Godard døde den 13. september 2022 af assisteret selvmord, havde han i to år arbejdet på sin sidste spillefilm, Scénario. Han havde brugt utallige notesbøger til at nedskrive sine tanker og idéer. Men i dagene op til sin død vendte Godard filmen på hovedet og gav instruktioner til sine assistenter, Fabrice Aragno og Jean-Paul Battagia, om, at den nu skulle bestå af to sekvenser. Dette blev til filmen Scénarios (18 min.). De to sekvenser i Scénarios indledes med en række identiske scener. Men den anden sekvens slår så ind på en anden vej og afsluttes med et selvportræt af Jean-Luc Godard – det er de sidste billeder af Godard, og de sidste billeder skabt af Godard. Han sidder i sin seng i bar overkrop, i en position, der minder om Pigalles skulptur af den afklædte Voltaire. Godard skjuler intet af livets eller kroppens slid. Og så slutter Scénarios, som den begyndte: med en gentagelse. En evig tilbagevenden.

Et år tidligere, i oktober 2021, havde Godard præsenteret sine tanker om spillefilmen Scénario til Aragno og Battagia. Tanken var at indspille en sidste spillefilm i seks kapitler, der kombinerede still-billeder og levende billeder. Selvom spillefilm aldrig blev til noget, blev denne præsentation af idéen om en spillefilm optaget og omformet til sin egen film: Exposé du Film annonce du film “Scénario” (36 min.)

De to film havde verdenspremiere på Cannes Festivalen i 2024.

Bonjour la langue (Vecchiali)
Et improviseret melodrama indspillet på én dag i oktober 2022 – en måned efter Jean-Luc Godards død, til hvem filmen også er dedikeret. Titlen Bonjour la langue er et spil på Godards film Adieu au langage fra 2014, og en af filmens to hovedkarakterer hedder da også Jean-Luc. Denne spilles af Pascal Cervo, Paul Vecchialis faste samarbejdspartner, mens Vecchiali selv indtager den anden hovedkarakter. Efter seks års adskillelse konfronterer Jean-Luc sin far med fortidens spøgelser. De taler om Jean-Lucs mor og om de ting, de plejede at lave sammen, da Jean-Luc var barn. De taler om filmskaberen John Ford, om tærsklen mellem drøm og virkelighed, om alderdom og ungdom. Kort sagt, de taler om livet.

Vecchiali græder gennem hele filmen. Først græder han, da han genforenes med sønnen. Senere græder han, fordi han tænker på de venner, som er gået bort. Og hver gang er det svært at gennemskue, om det er karakteren, der græder, eller om det er Vecchiali selv. I sidste ende er det også underordnet, om det er den ene eller anden. I alle sine film har Vecchiali ladet karakter og skuespiller træde ligeværdigt frem, side om side, uden hierarki. Det eneste, der betyder noget, er det, tårerne udtrykker.

Bonjour la langue starter med et løfte til tilskueren: Disse billeder vedrører følelser. Følelser er svære at vække; de kræver opmærksomhed og seriøs omsorg – fra filmskaberen og fra publikum. Det er som Samuel Fuller bemærker det i Godards Pierrot le Fou (1965): “A film is like a battleground – it has love…hate…action…violence…death…in one word – emotions.” Vecchiali sælger os ikke følelser, han tilbyder dem til os. Følelserne kommer ikke kun til udtryk gennem karaktererne, men gennem hele filmen, dette alsidige medie bestående af tid, bevægelse, stilhed, lyd, musik, rum, mennesker og genstande. Dette er en filmkunst, der har tillid til sit publikum og til den familiære kærlighedshistorie på lærredet.

Paul Vecchiali døde den 18. januar 2023 i en alder af 93 år, fire måneder efter Godard.Bonjour la langue havde verdenspremiere på Locarno Film Festival ‘23 og blev den sidste tilføjelse til et værk, der spænder sig over 57 år og mere end 40 film. Ligesom Godard var han folkelig og marginal på én og samme tid.