Vestbo Trio feat. Bjørn Fjæstad

Islands Brygge 18, 2300 København
22 apr 2022 kl. 20:30 - 22:30

En stærk trio møder en stor stemme!

"Hvornår laver I en plade med en sanger?" Det spørgsmål har fulgt Vestbo Trio i 10 år, og nu siger guitarist Michael Vestbo tak for tålmodigheden:

- Vi har forfinet vores instrumentale sammenspil over en håndfuld albums, og det er en både rystende og fuldstændig fantastisk oplevelse at koble Vestbo Trios lyd med en fabelagtig stemme som Bjørn Fjæstads. Hvert ord han synger rummer en vægt og dybde, som det er en fornøjelse at spille sammen med.

Det nye album, som udkommer 1/9, består af Vestbo Trio's stemningsfulde instrumentale musik, suppleret med numre med vokal. Bjørn Fjæstad, kendt fra BAAL samt en række succesfulde teaterkoncerter, medvirker på albummet, hvor han fortolker sange af Bob Dylan, Lambchop, Bill Fay m.fl.

- Det er en stor oplevelse at indspille med Bjørn, fortæller Michael Vestbo. Da Bjørn ankommer til studiet og går direkte ind i vokalboksen og synger "My Blue Wave”, taber vi simpelthen kæben over hvor vildt han synger. Alle reagerer i nuet og spiller sammen - og indspiller pladens første vokalnummer i ét af de første takes. Et magisk øjeblik!

- Det er blevet præcis, som vi havde håbet, siger Michael Vestbo. Bjørns store stemme er blevet en udvidelse af den lyd, vi allerede havde i trioen. Vi spiller sangene sammen, det er ikke bare en sanger i front med nogle musikere bagved. Det kan man trygt glæde sig til at opleve!

---

Vestbo Trio trådte for alvor ind på den nationale scene med albummet "Gentlemen..." i 2017. Albummet blev indspillet i Mark Knopfler's studie i London, og strøg sensationelt helt til tops på den danske vinyl top 40. Nu er Vestbo Trio tilbage: 1/9 udkommer trioens nye album, som vanen tro er et studie i stemningsfulde melodier og grooves, god lyd og solidt sammenspil. Bragt til live gennem et samarbejde med nogle af de bedste navne i den danske musikbranche: Lars Skjærbæk (Tim Christensen, Søren Huss, Signe Svendsen m.fl.) har produceret albummet, Thomas Alstrup (Jonah Blacksmith) har mikset, og slutresultatet er blevet et helstøbt album, som udkommer worldwide i samarbejde med højttalerfirmaet DALI.

Gå ikke glip af en magisk aften på Kulturhuset Islands Brygge med dette drømmehold!

Deltagere

Vil du se flere events?

Tilmeld dig her og modtag en række udvalgte events direkte i din indbakke