Log ind / Opret

Vordingborg: Gentænk måden vi bor på!

08 jun 2017 kl. 17:30 - 19:00

Kulturarkaden , Sydhavnsvej 6, 4760 Vordingborg


Vores måde at bo på har stort set ikke ændret sig de seneste 50 år! Du bor højst sandsynligt ligesom dine forældre eller bedsteforældre. Er det overhovedet muligt at gentænke måden vi bor på? Eller står vi foran en eksplosion af bofællesskaber på tværs af generationer, mobile mikroboliger, ryk ud af byen og en tilbagevenden til naturen?

I forbindelse med udstillingen 'Det byggede Danmark - rammerne for vores liv' inviterer Dansk Arkitektur Center og Boligøkonomisk Videncenter til tre talkshows i Aarhus, Aalborg og Vordingborg, der sætter fokus på, hvordan vi bor og stiller spørgsmålet: Kan vi gentænke måden, vi bor på? Mød en række ildsjæle, politikere, kulturpersonligheder og arkitekter, der alle har en holdning til byen og boligen.

I Vordingborg kommer det bl.a. til at handle om hvordan man kan tænke i kreative måder at bo på for at forhindre at folk flytter væk til de større byer. Hvordan kan man gøre det attraktivt at blive boende - eller flytte til byen?

I et engagerende talkshow i Kulturarkaden på havnen, kan du bl.a. møde kunstner Søren Lose, der er opvokset på Lolland, og netop hjemstavnen er blandt motiverne, når Lose skaber sine fotografiske værker. Derudover får vi besøg af Byg- og Planchef i Vordingborg Kommune, Peter Vergo og landskabsarkitekt Sophie Sahlqvist, der bl.a. har bidraget med ideer til, hvordan man kan skabe fællesskab i et nyt boligområde i Præstø.

Sidst men ikke mindst får vi besøg af Kirsten Sydendal, der har startet kampagnen Lolland-Falster LOVESTORM med formålet om at gøre beboernes kærlighed til og stolthed over de danske sydhavsøer til skaberkraft.

Aftenens vært er Oleg Kofoed, en kreativ multimand med egen virksomhed under navnet 'Growing Pathways'. Han kalder sig selv for aktionsfilosof, fordi han mener, at filosofi også drejer sig om at handle anderledes end vi gjorde i går.

Arrangementet afholdes i forbindelse med udstillingen 'Det byggede Danmark - rammerne for vores liv' på Dansk Arkitektur Center. Udstillingen tager udgangspunkt i facts og menneskelige fortællinger om vores byggede omgivelser, og den store betydning de har for vores hverdag.

>> Læs mere om udstillingen her

Hvis du har spørgsmål venligst kontakt projektleder Kristina Neel Jakobsen: knj@dac.dk

Arrangementerne er skabt i samarbejde med Boligøkonomisk Videncenter og støttet af Realdania.

Entrébillet til Vordingborg: Gentænk måden vi bor på!

Salg lukket