Baby Dee (US) - sidste koncert i København

Dec 17 2018 20:00 - 23:00

LiteraturHaus, Møllegade 7, 2200 København


Dørene åbner kl. 19.00

               

Den flamboyante sangerinde, pianist og harpenist Baby Dee stopper som live-kunstner. Kom og sig farvel ved hendes sidste koncert i København den 17. december i Literaturhaus, hvor queer-kunstneren Mich Cota er support.

Det er en kunstner med en broget karriere, der giver sit sidste besøg i København. Hun har været kirkeorganist, gadekunstner, cirkusartist, performer i et freakshow og såmænd også været skovhugger i hjembyen Cleveland. Det lyder kuriøst, det kunne også være det, men alt giver alligevel mening, når man bevæger sig ind i Baby Dees musikalske univers.

Det favner kammerpop og cabaret, men er også inspireret af klassisk musik og viser hende som en formidabel sangskriver; nogle gange er sangene dybt rørende med storladne og skrøbelige ballader ballader, andre gang burleske og sjofle. Den kombination har skaffet hende fans som Will Oldham, Marc Almond, David Tibet (Current 93) og Anohni, hvis debutalbum med Antony & the Johnsons, Baby Dee medvirkede på.

Siden 2001 har hun udgivet seks album, det seneste, ”I Am a Stick”, i 2015. Og siden 2005, hvor hun gav sin første koncert i København og lagde Den Anden Opera ned, har hun givet adskillige koncerter for et begejstret publikum i København. Derfor er det også vemodigt at sige farvel til Baby Dee, der til denne koncert optræder med Joe Carvell (bas) og percussionisten Alex Neilson, der ud over hovedprojektet Trembling Bells har spillet med kunstnere som Current 93, Shirley Collins, Josephine Foster Six Organs of Admittance, Jandek og Richard Youngs, for nu at nævne nogle få.

Koncerten er arrangeret i et samarbejde mellem musikforeningen Bragagild, der arrangerede den første og mange flere af Baby Dees koncerter i København, og Nørrebros nye spillested Alice, der arrangerede Baby Dees seneste københavnske koncert. Det bliver noget ganske særligt.

Der er et begrænset antal siddepladser til koncerten, og det anbefales derfor, at man køber billet i forsalg og i god tid.

Standard

SOLD OUT


Paid Ticket

SOLD OUT