In Our Time - Chapter 1

Jan 30 2020 19:30 - 21:30

Oplevelsescenter Vestvolden, Jyllingevej 303, 2610 Rødovre

OBS! Stærkt begrænset antal billetter

KLOKKEN ER 2 MINUTTER I MIDNAT, OG GUITAR-SEKSTETTEN CRAS ENSEMBLE PRÆSENTERER: 
IN OUR TIME – Chapter 1 KONCERT OG FOREDRAG I SKYGGEN AF DOOMSDAY CLOCK OG TRUSLEN FRA ATOMVÅBEN 
Torsdag d. 30. januar kl. 19.30 huser Ejbybunkeren i Rødovre sin første koncert nogensinde, når CRAS Ensemble uropfører et helt nyt værk komponeret af José Luis Hurtado fra atombombens fødested i New Mexico, USA. Ved samme lejlighed vil man også kunne opleve adjunkt ved Forsvarsakademiet og ekspert i atomvåbenpolitik, Carina Ann Meyn, når hun fortæller om atomtruslen før, nu og i fremtiden i foredraget "Fra New Mexico til det nye Vilde Vesten: Atomvåben og international sikkerhedspolitik i en ny politisk brydningstid  

IN OUR TIME er et potentielt set uendeligt stykke musik, der udvikles parallelt med globale begivenheder. Centralt for projektet er det verdenskendte symbol, Doomsday Clock, som blev skabt i 1947 af organisationen Bulletin of the Atomic Scientists med henblik på at advare om, hvor tæt menneskeheden er på at udslette sig selv gennem atomvåben, menneskeskabte klimaforandringer og disruptive teknologier. Midnat repræsenterer den ultimative katastrofe, og hvert eller hvert andet år flyttes urets minutviser frem eller tilbage som følge af grundige analyser af den sikkerhedspolitiske udvikling. 

Siden januar 2018 har klokken været sat til 2 minutter i midnat, og denne tidsindstilling danner afsæt for IN OUR TIME’S første del: Chapter 1. Fremtidige justeringer af tiden vil afføde nye Chapters, som vil blive skrevet af forskellige internationale komponister, der hver især tager over præcis, hvor den forrige sluttede. Over de næste år vil der således blive tale om ét stort, konstant voksende, musikalsk forløb uden afbrydelser. Musikken vil udvikle sig parallelt med tiden og den verden, der omgiver os, og på den måde er IN OUR TIME ikke blot inspireret af globale begivenheder men også igangsat af dem. 

IN OUR TIME - Chapter 1 

MUSIK: It is 2 minutes to midnight on the Doomsday Clock (uropførelse) komponeret af: José Luis Hurtado, assistant professor of Theory and Composition, University of New Mexico 

FOREDRAG: Fra New Mexico til det nye Vilde Vesten: Atomvåben og international sikkerhedspolitik i en ny brydningstid 

MEDVIRKENDE: Carina Ann Meyn, adjunkt ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet CRAS Ensemble (Mikkel Egelund, Søren Eriksen, Henrik Bay Hansen, Uffe Carl Hansen, Jacob Nørrelund, Peter Oldrup – guitarer) 

TID: Torsdag d. 30. januar 2020 kl. 19.30 

STED: Ejbybunkeren, Jyllingevej 303, 2610 Rødovre