Mathias Heise Quadrillion - Copenhagen Jazz Festival

Jul 14 2019 22:30 - Jul 15 2019 00:00

HALMTORVET 9, Halmtorvet 9A, 1700 København

FORRYGENDE FUSION, FUNK, ROCK OG JAZZ! DET HELE!

 - Sådan skrev Gaffas anmelder Ivan Rod blandt andet i sin anmeldelse af Mathias Heise Quadrillion og deres seneste album ‘Decadence’, der udkom i 2017. 

Udover at mestre den svære kromatiske mundharpe er 25-årige Mathias Heise en eminent dygtig komponist og pianist, og han omgiver sig med et yderst kompetent og voldswingende fusionshold i bandet Mathias Heise Quadrillion, der består af jævnaldrende og lige så talentfulde musikere: Mads Christiansen (guitar), David Vang (bas), Aksel Stadel Borum (trommer) samt Mathias selv på kromatisk mundharpe og keyboards.

Mathias Heise Quadrillion har spillet sammen siden 2012 og har siden formået at skabe et anderledes, unikt og meget personligt nutidigt udtryk, der appellerer til både unge crossover fans og hardcore jazz-fusion nørder.

Iørefaldende kompositioner tilført jazzens harmonier og improvisation kombineres med rockens og funkmusikkens hårdtslående, primale rytmer og fusionerer i et sprudlende, farverigt og euforisk udtryk med elegancen og det sofistikerede som omdrejningspunkt.

Mathias Heise Quadrillions indlysende talent og overbevisende performance har – deres unge alder til trods – allerede gjort dem til et efterspurgt navn i udlandet, hvor de bl.a. har spillet på store festivaler i Kina, Hong Kong, Malaysia, Egypten, Marokko, Tjekkiet – og senest i Ukraine og Polen. 


Billetpris kr. 100,-

Evt. overskydende billetter sælges i døren.



Prisbelønnet mundharpefænomen

Mathias Heise er en virtuos på sin mundharpe og et usædvanligt musikalsk talent. Han startede med at spille mundharpe som 8-årig og blev fascineret af instrumentet, som har fulgt ham i tykt og tyndt lige siden. Det hører til sjældenhederne, at en ung dansk musiker udnævnes til verdensmester på sit instrument, men som kun 20-årig blev Mathias Heise i 2013 verdensmester i kromatisk mundharpe. I 2015 blev Mathias kåret som ‘Årets Nye Jazzstjerne’ i Danmark, og i 2016 modtog han ‘Kronprinsparrets Stjernedryspris’ – en pris, der gives til yngre danske kunstnere med et helt særligt talent. Senest modtog han i 2017 den prestigefyldte Ben Webster Prisen – som den yngste nogensinde, og senest er han blevet hædret med Hartmann Diplomprisen.




Følg Mathias Heise Quadrillion på Facebook
Se flere videoer på YouTube
Lyt til Mathias Heise Quadrillion på Spotify