No3 LABEL NITE

Apr 15 2016 19:30 - 21:30

Pumpehuset, Studiestræde 52, 1554 København

(Husk at komme i god tid, da musikken allerede starter fra kl.20.00)

Vi elsker god musik og godt selskab! Derfor gentager vi succesen fra sidste år og inviterer til No3 LABEL NITE den 15. april.

Til No3 LABEL NITE kan du opleve alle No3's artister optræde live, når begge Pumpehusets ikoniske scener skiftevis tages I brug for at skabe en aften fyldt til randen med nogle af de mest fascinerende og forskelligartede kunstnere fra dansk musiks opkommende miljø lige nu.

Alle aftenens koncerter bliver kombineret med nuancerede og fascinerende visuelle elementer, som de roste lyskunstnere Obscura star bag.

Senere på aftenen har vi inviteret en håndfuld særdeles talentfulde DJ’s, som kommer til at sørge for YOLO-energi på dansegulvet hele natten.

Vi glæder os til at have verdens bedste fredag sammen med jer!

Billetpris kun kr. 130,-: https://billetto.dk/en/events/no3-label-nite (Dørene åbner kl.19.30)

No3 er et nystartet, alternativt pladeselskab med et internationalt udsyn, hvor man siden grundlæggelsen i 2014 har turdet signe de anderledes, smalle og kunstneriske artister og give dem et stort og professionelt hold i ryggen.

---------------------------------------------------------------------------

CHINAH

Medlemmerne i trioen CHINAH har tilsammen tre meget forskellige musikalske baggrunde: Fra sangerinden Fine Glindvalds opvækst i folkemusiktraditionen, over guitarist Simon Kjær Andersens baggrund med improvisationsjazzen til den klassisk uddannede klaverspiller Simon Lars Gustav Andersson på synth. Sammen har de fundet noget nyt for dem alle: Elektronisk pop med delikate melodier, afslappede vokaler og oprigtige sangtekster. Trioen lykkes med den svære opgave at udtrække det følsomme og bløde fra selv de koldeste elektroniske lyde.

KIll J

Med en ærefrygtindgydende vokal, der snor sig melodiøst over tunge beatproduktioner, og et univers, der tekstuelt sjældent holder sig til det helt stuerene, har KIll J allerede tidligt i sin karriere fået stor national såvel som international opmærksomhed. Netop hjemvendt fra dette års SxSW og med den dugfriske debut-EP ”Quasi” i tasken, er der nok at se frem til når KIll J indtager scenen.

Kentaur

Kentaurs unikke væsen udspringer af samspillet mellem vokalist Marc Bjørn Roland, producer Mikkel Juul Jensen og producer Søren Stenager. Det nye danske act præsenterer en neo-soul, der genlyder af kærlighed til 70’erne og 80’ernes R’n’B, soul og pop. Kentaur blander ydmygt støjende rytmiske figurer med brede elektroniske klangflader samt Marc Bjørn Rolands vidtspændende og flotte vokal.

Noréll

Udgangspunktet er scandi-pop med en stærk og karakteristisk kvindelig vokal, der bygges op med energiske og kantede alt-pop produktioner, som både har inspiration fra hiphop og Chicago house. Deres første single "The Great Escape" kom på gaden i september 2015. Debut ep’en lander senere i 2016.

Code Walk

Code Walk holder footwork banneret højt, med en infusion af umiskendelig R'n'B sensibilitet og følelsesmæssig dybde skaber Code Walk et lydbillede der står stærkt og unikt i et dragende univers. Politiken kvitterede med 5 stjerner for Code Walk’s debut koncert til dette års Vega’s udvalgte og udråbte koncerten til aftenens mest gennemførte og helstøbte show. Der er dansegaranti når Code Walk fyrer op!

FAE

FAE, der består af Matilde Böcher og Jeppe Madsen, startede som et uforpligtende, musikalsk eksperiment, der fulgte i kølvandet på deres tidligere band. FAE er voldsomt og berusende - et møde mellem techno, rave og art-pop. Duoen har tidligere udgivet "RUOK" og den første, reelle single "Watch Me Burn" og er netop bekræftet til dette års SPOT Festival.

Devon Seven

Devon Sevens elektroniske pop-produktioner, kombineret med hendes himmelhøje vokal og harmoniske akkorder, har resulteret i en 5-nummers debut-ep, Everything Ends, der omkredser de stadier man gennemgår før, midt i, og efter et hjerteskærende break-up. EP'en er inspireret af kunstnere som Crystal Castles, Grimes og Depeche Mode og er produceret af Simon Littauer (De Underjordiske).

Den britiske avis The Guardian udråbte fornyligt Devon Seven til at være en af nordens nye popstjerner.

General Admission

Not Available