Ophav - Eva Tind i samtale med Tamara Zlebacic von Pein om tab, adoption og kærlighed

Apr 24 2019 19:00 - 20:30

Tranquebar, Borgergade 14, 1300 København

Ophav er en roman om kunstneren Miriam, der ikke kan rumme kernefamilien og forlader sin datter Sui og manden Kai til fordel for karrieren. Bruddet trækker dybe spor i deres liv, og de ender hver især med at søge alternative livsformer for at hele sig selv. Miriam, Kai og Sui rejser alle fra Danmark for at opsøge alternative samfund i Indien, Korea og Sverige.

”Normalt bruger jeg mig selv, som den dør man går ind ad for at få adgang til historien, men i denne roman starter jeg i fiktionen. De alternative samfund, der optræder i bogen, er til gengæld faktiske steder, som jeg har besøgt på researchrejser i forbindelse med romanen, ” fortæller Eva Tind om at skrive Ophav.

Eva Tind, der i flere af sine tidligere værker har taget udgangspunkt i sig selv som adoptivbarn, skifter synsvinkel mellem moderen, der forlader, og det forladte barn i romanfiktionens univers.

”Jeg kredser stadig om emner som adoption, fravær af kærlighed og samhørighed, men jeg træder et langt skridt ud i verden og fortæller også om dem, der ikke nødvendigvis vil kende deres ophav, og dem, der finder et hjem i noget ukendt. ”

Et af temaerne i Ophav er, at det tager generationer at hele en slægts sår:
”De store chok, vi som mennesker bliver udsat for, som at miste en mor, taler man nu om, kan nedarves genetisk.

At stamme fra et sted er et anker. På samme måde som det for mig var et anker at møde den kvinde, jeg blev født ud af.

Indimellem skal man frigøre sig for at søge svar der, hvor logikken siger, det findes. Som Sui, der søger at etablere kontakt til sin biologiske mor, men ender med at finde ’en mor’ på en koreansk ø i et matriarkalsk samfund, hvor hun bliver perledykker og en del af et større kvindefællesskab udviklet gennem generationer. ”

Paid Ticket

DKK 50.00 + DKK 8.74 fee