Sinne Eeg / Jacob Christoffersen

Jul 12 2018 20:00 - 22:00

Krudttønden, Serridslevvej 2, 2100 København


Denne aften kan man på Krudttønden opleve 2 af tidens mest markante skikkelser på den danske jazzscene, nemlig sangerinden Sinne Eeg og pianisten Jacob Christoffersen. Det bliver en koncert med kendte jazz standards og nogle af Eegs egne kompositioner. De 2 musikere, som for øvrigt begge blev tildelt den fornemme Ben Webster Prisen i hhv. 2013 og 2014, har spillet fast sammen siden 2009 og har tourneret som duo på bl.a. flere kendte jazzklubber i USA.

Jacob Christoffersen er ikke uden grund en af de mest efterspurgte pianister herhjemme og modtager af Ben Websterprisen 2013. Han har hele paletten; Han kan spille inderligt smukt som ingen anden, og han kan spille med et rytmisk drive og overskud, som ganske enkelt er i verdensklasse. Han har udgivet flere albums i eget navn og har spillet fast med Sinne Eeg gennem de sidste mange år.

Sinne Eeg er kendt for at være, om muligt, endnu bedre live end på Cd. Hendes koncerter kendetegnes ved stort nærvær, humor og et enormt musikalsk overskud, som bl.a. kommer til udtryk ved, at der i den grad leges og tages chancer på scenen – ikke mindst i hendes suveræne scat-sang, som må betegnes som værende i verdensklasse. Intet mindre!

Sinne Eeg har modtaget et væld af priser; Ben Webster Prisen 2014, Holstebro Kommunes Musikpris, DR Jazz Prisen, 4 x Danish Music Award, i 2015 med den prestigefyldte, franske jazzpris Palmares, da L’Academie Du Jazz (de 60 vigtigste jazzkritikere i Frankrig) belønnede ”Face The Music” med prisen for bedste internationale vokal-udgivelse. I oktober 2016 modtog hun det ærefulde Dronning Ingrids Hæderslegat.

Udover at have indtaget den hjemlige scene er Sinne Eeg ved at have godt fat i udlandet, hvor hun bl.a. jævnligt tournerer i lande som USA, Japan, Kina, Norge og Sverige. Især i Japan og USA er der store forventninger om kommende gennembrud efter flere succesfulde tournéer.

Sinne Eeg fik sit store gennembrud med cd'en "Waiting For Dawn" i 2007, for hvilken hun modtog en Danish Music Award (DMA) for ”Bedste Jazz Vokal Album 2007”. Politikens Boris Rabinowitch gav hende sjældne 6 ud af 6 hjerter i sin anmeldelse af cd'en. Sinne Eeg har siden modtaget adskillige priser, bl.a. Holstebro Kommunes Musikpris 2007. DR P2 Jazz Prisen 2009, en DMA for "Bedste Jazz Vokal Album " i 2007, 2010, 2014 og 2015.

Standard

DKK 220.00 + DKK 15.14 fee