The Reptones + Support: Davenport

Nov 02 2018 20:00 - 23:59

Kruddtønden, Serridslevvej 2, 2100 København


Med et udtryk, der spænder fra psykedelisk country og melankolsk indie til tonstung retrorock og melodiske ballader, er københavnske The Reptones blandt de førende danske eksponenter for den bølge af alt. country, new-folk og håndspillet americana, der har vundet stort indpas i de senere år.

The Reptones er lige fra den første udgivelse, ’Ingrid, It’s Only a Movie’ i 2012, blevet overordentligt godt modtaget af både anmeldere, publikum og radio. ’The Last Call’ fra 2014 var i udgivelsesugen blandt ugens album i Musikmagasinet Gaffa, og seneste udspil ’Dead Letter Blues’ fra 2016 er ligeledes blevet omtalt rosende i medierne med fire- og femstjernede anmeldelser.

Gaffa, Morgenavisen Jyllands-Posten og det respekterede onlinemagasin GFR gav overvældende anmeldelser af albummet: ”Blomster i betonhaven”, ”stærkt dansk rockband udvider paletten”, ”gennemtænkt, afbalanceret, veldoseret og selvsikkert”, ”lækker 70’er melankoli”, ”høj emotionel energi”, ”fuldfed countryrock” og ”gennemført produktion”, lød nogle af ordene.

Singlerne fra ’Dead Letter Blues’ blev i 2016 og 2017 spillet flittigt på både P4 og P5. ’Candy Coated Lines’ var flere uger i træk det mest spillede nummer på P5, og første-singlen – ’This Small Town’ – kom i fast rotation på P4, og endte med at blive The Reptones’ mest spillede nummer på kanalen nogensinde.

På den baggrund udviklede 2016 og 2017 sig til en meget travl koncert-periode for The Reptones. bl.a. med koncerter i Svendborg, Ribe, Roskilde, Odense, Ishøj, Køge, Aarhus, Horsens, Næstved, og flere gange på hjemmebanen i København. Senest har bandet haft deres debut på den legendariske Tønder Festival, hvor bandet spillede to koncerter i 2017.

Med op mod 50 koncerter i kalenderen siden den seneste udgivelse, har bandet således fået en kæmpe vitaminindsprøjtning og åbnet en kreativ åre, der nu udmønter sig i bandets fjerde album – ’Human Speed’ - der udkom på Target Records den 21. september 2018.

The Reptones er: Bo Bech, Jesper Rasch, Jakob Lund, Kim Heibon og Stefan Weinreich

De danske americana-pionerer i Davenport står for ypperlig support denne aften.

Billet

DKK 85.00