Foredrag med Lene Tanggaard

25. September 2019, 19:00 - 21:00

Jens Chr. Skous Vej 3, 4690 Haslev



Foredrag med Lene Tanggaard:

Opfindsomhed


Et foredrag om at finde på

Verden har brug for flere Georg Gearløs-typer, der kan kombinere skaberglæde, nysgerrighed og nytænkning. De har nemlig den nødvendige opfindsomhed, der skaber nye produkter og forretningsmodeller, og som får forskningen på nye veje. Opfindsomhed er en forudsætning for innovation, men i modsætning til, hvad mange tror, kan vi alle blive mere opfindsomme, ligesom vi skal blive bedre til at få andres opfindsomhed til at blomstre.

I Lene Tanggaards foredrag fortæller hun på en levende, involverende og spændende måde om, hvordan kreativiteten kan inspirere og fremelske opfindsomheden hos os selv og andre. Opfindsomhed er ikke en evne eller et talent for de få udvalgte, men en kompetence vi alle er født med. I vores samfund har vi i disse år brug for masser af kreativitet, nytænkning og innovation – kært barn har mange navne. Vi er kreative, når vi skaber noget: når vi bager brød eller bygger et haveskur tilfredsstiller vi vores skabertræng. Men det er jo ikke nødvendigvis opfindsomt. Opfindsomt er heller ikke identisk med noget nyt, for det kan godt være opfindsomt at genbruge noget gammelt. Opfindsomhed er også anderledes end – men samtidig en forudsætning for – innovation, der kan defineres som det nye og nyttige, som vi hele tiden har brug for. Opfindsomhed er at gå fra idé til produkt. Opfindsomhed er kreativitet, der er blevet til noget.