Patruljen vandrede sløvt ind i den skyggefulde skov og bemærkede straks det afbrækkede hjul fra hestevognen. Store, brede hjulspor forsvandt ned mellem træerne og adskillige knækkede grene, afslørede vraget af vognen længere nede i skovbunden. Forsigtig nærmede soldaterne sig resterne af den havarerede vogn. Luften var langt koldere her, end i den bagende sol og stilheden fra fuglene gjorde mændene utilpasse. På vognens lad lå en mand med ryggen op ad. Hans tøj afslørede intet om hans tilstand, men hans livløse krop og de mange insekter sagde noget andet. En harsk lugt af råddent kød, krøb ildevarslende ind i soldaternes næsebor. Nervøs og med den største forsigtighed, vendte den forreste soldat skikkelsen om. Stærke, klæbrige strenge af det fineste edderkoppespind holdte det livløse kadaver fast til vognen. Rædslen i soldatens øjne matchede ligets, mens glinsende edderkopper hastigt flygtede fra et stort hul på midten af brystet og afslørede de manglende indvolde. Den intense lugt af død, blev kun overgået af stanken fra soldatens ukontrollerede opkast. Pludselig rungede en kvindestemme igennem skoven: “Se, mine børn, gæster er kommet til mine ydmyge haller.. og til vores fornemme middag”. Stemmen var blød, men den underliggende tone, skabte en dyb rædsel i de ellers modige soldaters hjerter. Alle flygtede, på nær en. Paralyseret og med opkast ned ad trøjen, stod han alene tilbage. Noget havde fat i ham! Han ville løbe, han ville skrige, men han kunne ikke. En tåre løb ned af hans kind, mens hans øjne kæmpede for at se det der nærmede sig i skyggerne. Omridset af en smuk kvinde kom nærmere. Men hans hjerne vidste, at dette ikke var en almindelig kvinde, men noget meget farligere og grusomt. Hans sidste tanke, fik ham til at lukke øjnene, mens frygten tog overhånd og giftkrogene langsomt trængte gennem hans hud. Der var kun et ord: “Enken!”