Symfonisk jazz

26. Mars 2020, 19:30 - 21:30

Falkonergårdens Gymnasium og HF-kursus, Sønderjyllands Alle 25, 2000 Frederiksberg

Symfonisk jazz eller jazzet symfonimusik? Begge beskrivelser passer. Oplev LTSO's spændende forårskoncert med pianisten Alexander Ventegodt og dirigenten René Bjerregaard.


Program

George Gerschwin: Rhapsody in Blue. Solist: Alexander Ventegodt, piano.

Leonard Bernstein: On the Town

Duke Ellington: River Suite

Dirigent: René Bjerregaard



To stilarter mødes, og ny musik opstår

Lyngby-Taarbæk Symfoniorkesters forårsproduktion 2020, ”Symfonisk jazz”, er et spændende samarbejde med dirigenten René Bjerregaard og den unge talentfulde klaversolist, Alexander Ventegodt. Programmet er en musikalsk rejse til Amerika, hvor vi skal opleve, hvordan den klassiske musik og jazzmusikken mødes og beriger hinanden.

Det ældste værk på programmet er George Gerschwins kendte og elskede ”Rhapsody in Blue” fra 1924. Der er stadig folk, der diskuterer, om værket skal opfattes som jazz eller klassisk, men et godt bud på et svar er nok simpelthen, at dette værk skabte en helt ny genre, der har dybe rødder i den amerikanske kultur.

Leonard Bernsteins ”On the Town” fra 1945 er endnu et eksempel på, at den klassiske musik rækker hånden frem mod jazzen. Bernstein var en højt værdsat klassisk komponist og dirigent, og samtidig var han berømt i vide kredse som ophavsmand til værker som musicalen ”West Side Story”, og det er netop denne folkelige stil, vi får at høre i hans ”On the Town”, som er en serie af tre muntre og sprudlende rytmiske danse.

Programmets nyeste værk, Duke Ellingtons ”River Suite”, er fra 1970, og her rækkes hånden den modsatte vej. Der er ingen tvivl om, at Ellington er fuldblods jazzmusiker, men i dette værk spiller han på det store symfoniorkester og skaber således klange, der dengang var helt nye og ukendte i jazz-sammenhæng, og som stadig virker forfriskende anderledes.

Disse koncerter henvender sig naturligvis til et almindeligt, klassisk koncertpublikum, men det er orkestrets håb, at de jazzede rytmer også vil lokke et yngre og måske mindre koncertvant publikum til. Vi er ikke i tvivl om, at det bliver festligt.