Logga in / Skapa konto

Jerome Cooper Multidimensional Birthday Concert

7 dec 2017 20:00 - 8 dec 2017 00:00

Stengade, Stengade 18, 2200 København


Elektronisk musik, visuel komposition og free jazz smelter sammen på nye måder, når den oversete trommeslager Jerome Cooper hyldes i en stor koncert på Stengade.

Jerome Cooper (1946-2015) var trommeslager (+percussionist, pianist m.m.) i ”The Revolutionary Ensemble” som var en vigtig gruppe på 70’ernes freejazz-scene.
Cooper var en fri fugl og rejste i perioder rundt i verden i søgen efter musikalsk sandhed. Han var meget inspireret af latinamerikansk shamanmusik og præcolumbiansk folklore og udviklede løbende et solokoncept han kaldte multidimensional drumming, hvor han arbejdede med rytmiske lag og abstrakte koncepter på tværs af instrumenter.
Hans solosetup bestod i 2014 af en balafon, en chiramia (mexikansk oboe-lignende shamaninstrument), et trommesæt og et Yamaha-arrangerkeyboard.
Han opfattede alle disse instrumenter som trommer og overførte sine ideer til dem. Det skabte et spirituelt og legesygt udtryk. Coopers solokoncept kan anbefales at høres på pladen ”A Magical Approach” fra 2010.

Idéen til koncerten:
Pianisten Rasmus Kjær havde i 2014 æren af at have Jerome Cooper som lærer på freejazzstævnet Jyderup Accordeontræf, og han var betaget af Coopers åbenhed og fordomsfrie tilgang til at spille musik. Ideen til en koncert opstod da Kjær hørte om Coopers død i 2015.
Kresten Osgood som var den der inviterede Cooper til Danmark, var med på ideen. Kresten Osgood inviterede Cooper til Danmark af flere omgange og indspillede desuden en duoplade med ham før han døde.
Jerome Coopers enke Beth Cummins vil være tilstede ved koncerten og bidrage til at skabe den rette Jerome Cooper-ånd.

Koncerten vil foregå i 3 dele.

1. del: Syntetisk Udflugt ”multidimensional keyboarding”

Rasmus Kjær (a.k.a Syntetisk Udflugt) kombinerer synthesizere og visuel komposition i en koncert direkte inspireret af Jerome Coopers solokoncept.

2. del: The Jerome Cooper Multidimentional Ensemble

The Jerome Cooper Multidimensional Ensemble består af musikere som alle fik undervisning af Jerome Cooper på Jyderup Accordeontræf i 2014. De var tæt på Cooper en hel uge og vil denne aften bl.a. spille et helt ukendt (formentlig aldrig indspillet!!) Jerome Cooper-nummer kaldet ”I love you, You love me, and’uhmmm…what’s going on”.

Del. 3: Kresten Osgood Kvintet

Aftenen sluttes af med intet mindre end Kresten Osgood Kvintet, som består af nogle af Danmarks stærkeste stemmer på jazzscenen. De spiller Jerome Cooper-numre som alle i verden burde kende, og får således slået Coopers relevans for fremtidens musik fast med et brag.

Line-up:

Jerome Cooper Multidimensional Ensemble

Rasmus Kjær a.k.a. Syntetisk Udflugt – piano, synth, visuelle kompositioner
Mads Egetoft- sax
Danielle Dahl – sax
Oda Mathilde – Cello
Taus Bregnhøj – guitar
Rasmus Kjærgård Lund – Tuba
Asger Thomsen – Bas
Kresten Osgood – Trommer

Kresten Osgood Kvintet

Erik Kimestad – Trompet
Mads Egetoft – Sax
Jeppe Zeeberg – Piano
Matthias Petri – Bas
Kresten Osgood – Trommer

Jerome Cooper-billet

80,00 DKK + 8,48 DKK avgift