Om
THEATRE OF VOICES blev grundlagt i London i 1990 af Paul Hillier og gav kort tid efter sin første koncert i Berlin med nye værker af Arvo Pärt, bl.a. hans Berliner Messe. Ensemblets anden koncert var med musik af John Cage på Almeida Festivalen i London. Efter en del år, hvor Theatre of Voices fulgte Paul Hilliers universitetsansættelser i San Francisco-området og optrådte rundt i hele Nordamerika flyttede Hillier i 2003 tilbage til Europa, hvor Theatre of Voices siden har haft sin base i København.
Theatre of Voices regnes for et verdens førende vokalensembler og fokuserer hovedsageligt på den ny musik men ofte flettet sammen med al slags tidlig musik, hvilket afspejler Hilliers livslange forkærlighed til netop disse to ender af det musikalske spektrum. Den har ført til tætte samarbejder med adskillige komponister og instrumentalensembler: Arvo Pärt, Steve Reich, Terry Riley, John Cage, Kronos Kvartetten, Ingram Marshall, John Adams, Karlheinz Stockhausen, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, London Sinfonietta, Michala Petri, Jóhann Jóhannsson, Fretwork, Phantasm, Concerto Copenhagen, Kaija Saariaho, Peter Sellars, David Lang, Michael Gordon, Pablo Ortiz, Heiner Goebbels, Smith Quartet, Meta4 String Quartet; og i nær fremtid Helena Tulve, Sunleif Rasmussen, John Luther Adams, og mange flere.
I Danmark har Theatre of Voices især samarbejdet med Pelle Gudmundsen-Holmgreen, som skrev og tilegnede værker til ensemblet alene og i samarbejde med Kronos Kvartetten og London Sinfonietta - dokumenteret på to indspilninger for Dacapo Records. Senest har ensemblet arbejdet sammen med komponist Line Tjørnhøj om hendes musikteater-installation enTmenschT — premiære i Aarhus 2018. TOV optræder på anerkendte festivaler, operahuse og i prominente koncertsale verden over, men medvirker også i projekter i mere usædvanlige venues og dele af verden — Schindlers Fabrik i Polen og Nationalbanken i Colombia er et par eksempler. I 2019 skal ensemblet på en Nordatlantisk tur for at give koncerter på Færøerne, Island og Grønland med helt ny musik fra hver af disse steder.
I 2010 — året for TOVs 20-års jubilæum — modtog ensemblet en Grammy for David Langs The Little Match Girl Passion og var i 2013 nomineret til Nordisk Råds Musikpris. TOV arbejder også inden for film. Tracks fra ensemblets mere end 30 CD'er er at finde på soundtracks til film som La Grande Bellezza og Arrival, ligesom ensemblet har arbejdet på filmprojekter med den danske dokumentarist Phie Amboe og den Oscar-nominerede islandske komponist Jóhann Jóhannsson. I løbet af 2018 medvirkede TOV i Kaija Saariahos opera Only the Sound Remains med forestillinger på både Palais Garnier in Paris, Teatro Real i Madrid og New Yorks Lincoln Center. Det blev også til orkesterproduktioner med BBC Philharmonic og London Symphony Orchestra. Tidligere i år gav TOV en udsolgt koncert i Hamborgs nye koncerthus Elbphilharmonies store sal med bl.a. uropførelsen af Michael Gordons nye værk A Western, baseret på filmklassikeren High Noon.