Hvorfor bruger vi ikke flere naturlige isoleringsmaterialer i byggeriet?

21 nov 2019 kl. 16:00 - 18:00

Værkstedet, Ryesgade 23, 2200 København

Hvilke naturmaterialer kan man bruge til at isolere med? Hvordan bruger man dem bedst? Hvad koster det? Hvad skal man tage højde for i forhold til f.eks. brandsikring og fugt? Hvilke udfordringer møder man når man prøver at få folk til at vælge naturmaterialer? Hvad er fordelene ved at isolere med naturmaterialer, også når det kommer til klimavenlighed og udledninger? Hvordan kan man formidle fordelene ved disse materialer til kunderne/bygherrerne? Mange af disse materialer har været på markedet i årevis – hvorfor er det ikke kommet ud over rampen?

Vi har inviteret Henrik Andreasen fra  Woodfiber, Lars Keller fra Small Planet og Gunnar Agerskov Madsen fra Zostera til at fortælle om hhv. træfiber, halm og tang som isolering og hvordan naturmaterialer med fordel kan inddrages i det klimavenlige, moderne byggeri.

Kom og bliv klogere med os til næste KLUB LOGIK som falder på den 21/11. Oplægget og diskussionen varer fra 16:00 – 18:00 i vores værksted, som vi har ryddet til lejligheden. Du finder os på Ryesgade 23 på Nørrebro. Vi byder på kaffe, vand og øl og mulighed for at snakke videre bagefter. Det er gratis at deltage, men du skal tilmelde dig via Billetto, ikke kun på Facebook, så vi ved hvor meget kaffe vi skal brygge.

Om KLUB LOGIK:

Som bygningshåndværkere i LOGIK & CO. har vi altid interesseret os for de større sammenhænge, som vores arbejde indgår i. Vi diskuterer ofte emner, der ligger os på sinde, og henter viden ind udefra. Nu tænker vi, at tiden er moden til at invitere alle jer andre indenfor, til at lytte og snakke med. Vi kalder det KLUB LOGIK. Det er hér vi som fællesskab sætter os for at få en bredere forståelse af de værdier, vi arbejder med til hverdag, nemlig godt håndværk, social ansvarlighed og bæredygtighed.