Duggen lå som et tungt tæppe over de græsbeklædte enge. Morgenen synes at trække lidt på sig, som når hønsene putter sig for ulven.

Tågen kom rullende ud fra skoven. En uvirkelig masse der opslugte alt på sin vej. Karavanen, der havde slået lejr ved søbredden, var nu væk. Nu kunne kun den tætte, uigennemtrængelige tåge ses. Lydene var det eneste der ikke var væk. Lyde af slæbende skridt, gispende luft fra skræmte dyr og den dumpe lyd af varmt blod der løber ud af åbne sår. Så blev alt stille.

Dette var det femte angreb på en uge.
Lensherren havde fået rapporter fra hele Skovpasset. Hele lejre der var forsvundet for senere at dukke op som blodhungrende levende døde.
Hvis ikke området enten skulle blive en affolket spøgelsesby eller bryde ud i anarki, måtte der gøres noget. En bygarde ville måske kunne klare det. Hvis ikke indbyggerne i Skovpasset kunne mønstre dette, ville den sidste udvej blive at rømme området...