Den filosofiske tanke må søge sine egne og sprogets grænser, hvorfor den ofte har ladet sig udfolde litterært. Læser man ikke også Platon, Nietzsche eller Camus litterært, læser man dem kun halvt eller slet ikke.

Mødet – eller de udviskede grænser – mellem filosofi og litteratur er en gammel historie. En historie, der naturligt kan få os til at rejse spørgsmålet: hvilken kilde næres begge genrer af? Hvad andet end eksistensen, livet, døden og det der udspiller sig derimellem. Nok forviste Platon digterne fra byen, men han sneg dem med dialektisk snilde ind igen. Og selvom de måske i stor stil har forladt den universitære fagfilosofi, rumsterer de stadig i den levende filosofiske tænkning.

I denne forelæsningsrække tager Eksistensfilosofisk Akademi fat på eksistensen via dette møde mellem litterær og filosofisk skaberkunst.

Kærlighed og forførelse: Kierkegaard, Goethe og Camus

Kærlighed er en del af af filosofiens væsen, som kærlighed til visdom. Men det er en kvalificeret og ikke en hovedløs kærlighed. Litteraturen synes bedre at kunne rumme den kærlighed, der ikke forklarer sig, men underkender enhver forklaring.

I denne salon åbner vi op for den forførte og forførende tanke, at tænkningen altid tillige er forført og følgelig aldrig helt under kontrol. Vi følger bl.a. Johannes’ forsøg på at udtænke og gennemføre en helt igennem reflekteret forførelse i “Forførerens Dagbog”. En bestræbelse på at leve et fuldkommen poetisk liv, et udtænkt poetisk liv, der dog i samme åndedrag sår tvivl om sig selv. Og vi går med Goethe mod eros som livskraft og Camus, der gennem verden (havet, solen, sandet)s tag i os, bringer tanken derud, hvor dens møde med eksistensens varme og kulde bliver det bærende.