Pathological Demand Avoidance (Ekstrem Krav Afvisning)

PDA blev først beskrevet i 1980’erne af en psykolog, Elisabeth Newson, i England, som gennem flere år havde arbejdet med børn og unge, som på grund af deres personlighedsprofil havde store vanskeligheder med at fungere socialt, og som kunne blive meget forpint over selv almindelige hverdagsaktiviteter.

Tilstanden beskrev hun som værende ekstrem krav afvisende, primært på grund af en tilstand af indre kaos angst, men som udmøntede sig i, at børnene afviste enhver form for ydre voksen kontrol. Og dette kunne mistolkes, som at barnet var uopdragent, opsætsig og egoistisk.

Når man har PDA, betyder det, at man konstant kæmper med gerne at ville kunne passe ind og fungere og bliver anerkendt, som den man er. Men at man er udfordret over, at livet er så svært, og man derfor kommer til at sige nej og være afvisende over for alle mennesker, hvis de på nogen måde vil bestemme over en.

Et barn eller ung med PDA har brug for trygge rammer, og voksne og personaler som med humor og kærlighed kan ”tænke ud af boksen” pædagogisk, og som selv er sunde og robuste, så de kan holde til al den frustration, personen med PDA er fyldt med. Og det er for det meste en stor udfordring for miljøet omkring barnet med PDA.